Tandbehandling af hund og kat

Mange hunde og katte har tandproblemer, også selvom de ikke giver udtryk for det. Tandproblemer kommer oftest snigende og hunden eller katten tilvænnes gradvist at leve med tandsmerter. Først når smerten fjernes mærkes en adfærdsændring og hunden eller katten får mere energi og bliver mere kontaktsøgende. 
Mange tandproblemer kan undgås, hvis man sætter ind med forebyggende behandling i form af tandbørstning og tandrensning.

Professionel Tandbehandling

På Køge Dyreklinik bliver du mødt af vores tanddyrlæge Maria, som har en lang international efteruddannelse indenfor tandbehandling af hunde og katte. I vores tandklinik foregår alle undersøgelser og tandbehandlinger efter højeste standard. Behandlingerne følges op med grundig rådgivning og plan for at reducere forekomsten af tandproblemer i fremtiden.

Tandrensning

Den indledende tandbehandling foregår i narkose, hvor dit kæledyr får renset tænderne samt oftest også får lavet en fuld tandrøntgenundersøgelse, hvor sygdomme som paradontose, tandresorption og knækkede tænder kan findes. 
Efter den indledende tandundersøgelse laves en behandlingsplan for din hund eller kat. 

Paradontose

Paradontose er en betændelsestilstand i tandkødet og knoglen. Som oftest opstår paradontose som følge af opbygning af plaque og tandsten. Nogle hunderacer er mere disponeret for at udvikle paradontose end andre hunderacer. 
Hvis paradontose opdages i tide, kan man forsøge at bremse processen med øget opmærksomhed på tandbørstning, tandrensning og i yderste konsekvens kirurgisk eller medicinsk behandling. 
I nogle tilfælde er paradontosen så fremskreden at tanden må opereres ud.

Tandfraktur

Din hund eller kat kan være uheldig at have en knækket tand. Dette kan skyldes bidskade eller et slag på tanden. 
En knækket tand behandles forskelligt afhængigt af, om der er åbent til nerven eller ej. Hvis det er muligt, vil vi forsøge at bevare tanden. Sandsynligheden for at vi kan bevare tanden øges, hvis du kontakter os hurtigst muligt efter skaden er sket. 
En knækket tand er altid øm uanset om der er åbent til nerven eller ej, da selv frakturer, der kun involverer tandemaljen blotter den følsomme dentin. 
En tandfraktur kan behandles med rodbehandling, lakforsegling eller ekstraktion/tandudtrækning afhængig af graden af tandfraktur.

Tilbageholdte mælketænder

Din hvalp eller killing begynder tandskiftet allerede når den er omkring 4 måneder gammel. Nogle hvalpe taber ikke deres mælketænder i forbindelse med frembruddet af den blivende tand. Oftest ses problemer ved skiftet af hjørnetænderne. 
Så snart den nye hjørnetand bryder frem, skal mælketanden tabes. Hvis der ses tilbageholdte mælketænder, er det vigtig at korrigere med det samme, da en tilbageholdt mælketand kan give problemer med tandstillingen på de blivende tænder samt med paradontose.

Tandresorption

Tandresorption er en tandsygdom som oftest rammer katte, men som også ses hos en del ældre hunde. Ved tandresorption nedbrydes tanden indefra. Man kan ikke forebygge eller bremse tandresorptioner og den eneste behandling er kirurgisk tandekstraktion.
Tandresorptionen ses oftest under kronekanten og er derfor i mange tilfælde ikke muligt at konstatere uden en tandrøntgenundersøgelse. 
Tandresorptioner er meget smertefulde i den periode, hvor tanden nedbrydes. Det er derfor vigtigt, du kontakter dyrlægen, hvis du oplever en adfærdsændring hos din hund eller kat.